Der har i dag været låsesmed for at ordne gadedørslåsen i nr. 44.

Han konstaterede, at låsen er slidt op. Det er derfor, at den jævnligt drejer rundt og rundt.

Der bliver bestilt en ny cylinder, som monteres snarest muligt – men om det når at blive før jul, kunne han ikke sige.

Derfor må I desværre leve med en irriterende lås lidt endnu.

Beklager!

 

Her til morgen var den gal igen: En lastvogn kom meget tidligt og hentede affald fra KUA. Kl. 3.45 skrev jeg derfor sådan her:

  

Hr. Søren Höffner.

For ca. en halv time siden – kl. 03.15 – havde vi atter en gang ”fornøjelsen” af en lastvogn fra HCS, som kom og hentede affald fra jeres køkkener.

Som altid startede det med, at lastvognen bakkede hen til jeres affaldsplads, så bakalarmen vækkede mig og sikkert mange andre her i ejendommen. Bilens lastrum var en kæmpestor tromle, som chaufføren satte til at rotere – hvilket også larmede. Og endelig tømte han flere, mindre containere (muligvis var det noget bio-affald) op i tromlen. Efter ca. 10 minutter kørte han igen.

Som du ved, har jeg skrevet til dig adskillige gange før om HCS’s biler, som med mellemrum kommer midt om natten. Og hver gang har du lovet mig at indskærpe over for firmaet, at det ikke er acceptabelt. Men lige lidt hjælper det.

Det er fuldstændig urimeligt, beboerne her i ejendommen gang på gang skal udsættes for dette!

 Det er universitetet, som er HCS’s kunde, og jeg synes, at det er på tide, at I træder i karakter. Som kunde kan I – naturligvis – stille jeres betingelser, og hvis leverandøren ikke kan eller vil opfylde disse, vil det være helt oplagt at finde en anden leverandør.

 Jeg går ud fra, at disse afhentninger af affald midt om natten herefter ikke gentager sig.

 

 

Med hilsen

Jørgen Ørbech

 

De af jer, som har plads i P-kælderen, har nok bemærket, at porten ikke har virket siden fredag. Der har været reparatør i dag, og det viste sig, at motoren er kaput, færdig - DØD!

Ny motor forventes (om alt går efter planen) monteret tirsdag den 11. december. Indtil da må vi leve med, at porten står åben.

Vær derfor ekstra opmærksomme på ikke at efterlade værdigenstande o.l. i jeres biler!

 

Hvert år falder tusindvis af affaldsposer gennem vores affaldsskakter, og ikke alle poser når ned til opsamlingstanken i hel tilstand. Nogle går i stykker undervejs, så skakterne bliver ret snavsede indvendig.

Derfor skal de rengøres, og det sker onsdag den 19. december af nogle specialister.

Rengøringen kommer til at tage hele dagen.

Også opsamlingstankene skal rengøres. Tankene tømmes af renholdningsselskabet om tirsdagen, og da de skal være tomme for at kunne rengøres, betyder dette, at:

 

Affaldsskakterne må ikke benyttes tirsdag den 18. december og

onsdag den 19. december

 

De affaldsposer, som I får fyldt i dette tidsrum, kan I evt. placere på jeres altaner, som I vel ikke benytter så meget for tiden ?

 

Vand er godt – men skidt, hvis det kommer de forkerte steder.

For nogle dage siden havde en beboer i nr. 44 en vandskade, fordi cisternen til lejlighedens toilet var kalket til.

Det har vi alle en risiko for kan ske, fordi vi her i København har meget kalkholdigt vand (også kaldet hårdt vand).

Derfor skal vi alle være opmærksomme på, om cisternen fungerer, som den skal. Hvis der f.eks. konstant løber vand fra cisternen ned i wc-kummen, så er systemet ”forkalket”. Det samme er tilfældet, hvis der løber vand ned af væggen under betjeningsknapperne til cisternen – så er der virkelig fare på færde!

Problemet hos den nævnte beboer førte til, at vi fik en vandskade i foyeren i nr. 44, fordi vand som bekendt løber nedad.

Derfor opfordrer vi jer ALLE til at være opmærksomme på, om jeres cisterne fungerer som den skal. I modsat fald må I få den renset for kalk, så I undgår vandspild og vi alle undgår vandskader.

Det er op til den enkelte ejer selv at sørge for at holde sine installationer (herunder toiletcisterner) ved lige. Dette fremgår af punkt 14.2 i ”Vedtægter for Ejerforeningen Universitetshaven Vest”, som ligger her på hjemmesiden under Dokumenter. De fingernemme kan måske selv klare det, ellers må man betale en VVS’er for at gøre det.

I øvrigt vil vi om nogle år få blødere vand, altså vand med mindre kalk. Hofor (Hovedstadens Forsyningsselskab) er i gang med et stort projekt, hvor de etablerer afkalkningsanlæg alle de steder, hvor de indvinder vand til København. Vi har spurgt Hofor, hvornår vi kan forvente mindre kalkholdigt vand her hos os, men det kan de ikke sige med sikkerhed. Dog svarer de, at ifølge deres foreløbige prognose vil vi ”begynde at få blødere vand i 2022”. Senere vil det gå fra ’blødere’ til ’blødt’!

Hvis man vil følge med i Hofors projekt, kan man gøre det her: https://www.hofor.dk/baeredygtige-byer/udviklingsprojekter/bloedere-vand/