Kl. 07.07 sendte jeg denne mail til KUA:

 

 

Kære Søren Höffner.

Tak for dit svar af 15. ds.

Både i Universitetshaven Vest og i AB Universitetshaven håbede vi, at det betød, at vi nu – endelig – ville slippe for at blive vækket midt om natten af larm fra tømning af jeres affaldscontainere.

Det er desværre ikke tilfældet.

Her til morgen kl. 04.20 ankom HCS for at tømme jeres containere. Og i dag fik støjen lige et ekstra ”twist”, idet tre mænd højlydt diskuterede nogle tekniske problemer i forbindelse med tømningen – de var selvfølgelig nødt til at tale højt sammen for at overdøve motorstøjen fra lastbilen!

Kl. 05.25 ankom så lastbilen fra Hørkram med varer til jeres kantiner. Men da var der nok en del af vi beboere, som fortsat var vågne. Og nogle af dem, som vel var faldet i søvn igen, fik sig formentlig endnu en ufrivillig morgenvækning.

Det er meget skuffende, at administrationen på KUA åbenbart mangler vilje og/eller evne til at fortælle sine leverandører, hvilket produkt man ønsker. I dette tilfælde: Hvornår man ønsker sine affaldscontainere tømt. Vi synes jo ikke, at det kan være særligt svært at sige til HCS: ”Vi ønsker, at vores affaldscontainere tømmes mellem kl. 7 og 8 om morgenen”. Og hvis de ikke kan eller vil levere denne ’vare’, så finde en anden leverandør.

Vi bor vel omkring 200 personer i Universitetshaven Vest og AB Universitetshaven, og mange af os er i større eller mindre grad generet af al den støj om morgenen. Som nævnt flere gange i vores henvendelser gennem mere end et halvt år, så synes vi ikke, at KUA optræder særligt ’nabovenligt’ i denne sag. I hvert fald ikke du og de øvrige personer fra administrationen, vi hidtil har været i kontakt med. For der sker jo ingen fremskridt, og vores tålmodighed er efterhånden ved at være noget tyndslidt.

Og derfor begynder vi naturligvis at overveje, hvem vi så skal henvende os til for at få forbedret forholdene. For det er bestemt ikke i orden som det er nu.

 

Med hilsen

Jørgen Ørbech

 

 

Kl. 08.14 fik jeg dette svar:

 

Hej Jørgen

Jeg delte din forhåbning om at alt var på plads men sørger for at der endnu en gang sendes besked ud til leverandørerne og ligesom du, kan jeg heller ikke forstå at det skal være et problem.

Jeg tager en tur mere med dem.

 

/Höffner